Sådan finder du historier til dine nyhedsbreve: Merete Due Paarups værktøjer til kreative processer
Jagten på det gode nyhedsbrev kan trække tænder ud. Nogle gange føles det bare IKKE som om, der er flere historier at finde eller skabe i ens organisation. Og så kan det være fristende at genbruge gamle idéer og metoder, men det er netop hvad kreativ direktør Merete Due Paarup advarede os imod i indlægget “Storyfinding, Storymaking, Storytelling” til EMAIL SUMMIT 2019. Du kan opleve Merete igen til EMAIL SUMMIT 2020 med et nyt indlæg om kreativitet i indbakken.
Af Anna Will, illustrationer af ImageConsult
Hvordan finder du inspiration til dine historier?
Hvis du er som mig, så har du engang forventet at den gode historie (og inspirationen til at skrive den) ville komme til dig, når du havde brug for den.
Men inspiration er ikke noget, man kan regne med. Og det er den især ikke, hvis du arbejder med kreativitet eller content og har en række faste deadlines, der skal overholdes, så din organisation kan nå sine mål.
Det er derfor vigtigt, at du ikke kun ved, hvordan du SKRIVER dine historier, men at du også er klar over, hvordan du FINDER dem i din organisation.
Og hvis du arbejder med nyhedsbreve på e-mail, så SKAL du have nogle konkrete værktøjer til at finde og skabe historier i din organisation, så du uge efter uge kan skrive fængende nyhedsbreve, der skaber værdi hos læseren og får dem til at tage handling.
Til EMAIL SUMMIT 2019 leverede kreativ direktør Merete Due Paarup et fænomenalt indlæg om “Storyfinding, Storymaking, Storytelling,” hvor hun kom en række konkrete, kreative værktøjer til at finde ny inspiration og skabe gode historier, der giver mening for ens produkt og for læseren.
I det her blogindlæg får du Meretes 5 VIGTIGSTE metoder til STORYFINDING, så DU kan blive ved med at finde de gode historier i din organisation og omsætte dem til effektiv markedsføring på e-mail.
>>> OPLEV MERETE TIL EMAIL SUMMIT 2020
#1 DU ER EN BLÆKSPRUTTE
Du skal forestille dig, at du er en blæksprutte.
En blæksprutte med fangarme, der skal opfange nøgleord, vittigheder og historier rundt omkring i din organisation.
Og du må ikke bare sende en mail rundt og spørge, om der er nogen, der sidder på en god historie. For så ved vi alle sammen godt, hvad svaret bliver: Et stort, rungende NEJ.
Du skal bevæge dig rundt på din arbejdsplads, snakke med dine kolleger og se, om der er nogle skjulte anekdoter, der siger noget om, hvem I er – og hvad I står for. Noget, du måske ikke havde tænkt over, og som måske kan løfte din storytelling til nye højder.
Du skal finde guld med dine fangarme.
Det, der måske virker som en kedelig historie for Karina i ledelsen, kan være guld værd for dig og din kommunikation på e-mail. Og det er netop derfor, du skal ud og bruge dine fangarme til at finde skjulte guldgruber.
Og hvor finder man det allerbedste guld? I en kundeserviceafdeling, siger Merete.
Sæt dig ved ved siden af Kenneth fra kundeservice, og lyt med, når han taler med utilfredse kunder eller mulige købere.
Måske får du noget ny information om de mennesker, du skriver til. Måske opdager du, hvilke problemer, der kan opstå, når dit produkt tages i brug. Og måske finder du af, hvordan du bedre kommunikerer løsninger til dine kunder, så de får en god oplevelse med dit produkt – og køber af dig igen og igen.
Det vigtigste er, at du aldrig bliver hjemmeblind.
#2 SPLIT DINE IDÉER I ATOMER
Du må, for alt i verden, ikke genbruge gamle historier. Du skal i stedet SPLITTE dine idéer i ATOMER.
Dit produkt. Dine strategier. Dine målsætninger.
Du skal vende det hele på hovedet og prøve at gøre noget nyt. Du skal sige noget nyt. Stille dig selv nogle nye spørgsmål, så dig og dine medarbejdere kan finde ud af, hvorfor I gør, som I gør.
Du skal SMADRE dit produkt og SMADRE din markedsføring.
Du skal pille dit produkt fra hinanden, så det kun er kernen, der er tilbage. Og så skal du stille dig selv to simple, men VIGTIGE, spørgsmål:
Hvad er det egentlig, du sælger? Og hvad er det egentlig, du prøver på?
Du skal udfordre dig selv – og tænke nye tanker!
Du skal smadre dine vaner og tankemønstre, så du kan komme ud af din comfort zone og få nye idéer. Og det er de små ting, der gør forskellen.
Spørg dine nærmeste om medier, der interesserer dem, og dyk ned i trends, der normalt ikke ville være relevante for dig eller dit arbejde. Find nogle YouTube-videoer om markedsføring eller medier i andre lande, og spørg dig selv, om der findes metoder at sælge dit produkt på, som du ikke havde overvejet.
Med andre ord: Prøv noget nyt. Gør noget nyt.
Det næste, du skal gøre, er at stille dig kritisk overfor ALT.
Er du sikker på, at den strategi du lærte på skolebænken for år tilbage, virker for dit produkt? Er du sikker på, at den content du laver, er interessant for dine læsere? Er du sikker på, at den måde, du markedsfører dit produkt og din organisation, er effektiv og holdbar?
SPLIT det hele i ATOMER . . . og saml det igen.
Find ud af hvilke grundsten, der er essentielle for din kommunikation og markedsføring – og smid alt det andet ud af vinduet. Lad være med at blive hængende i idéer eller koncepter, der ikke fungerer.
Brug nogle nye værktøjer, og byg noget nyt op fra bunden.
>>> SE PROGRAMMET FOR EMAIL SUMMIT 2020
#3 STIL DIG SELV DE VIGTIGSTE SPØRGSMÅL
Når du har SPLITTET din markedsføring i ATOMER, så skal du huske at stille dig selv de vigtigste spørgsmål.
Og som Merete Due Paarup påpegede til EMAIL SUMMIT, så er det faktisk ikke store og komplekse spørgsmål, du behøver at stille – tværtimod.
Du skal i stedet blot spørge dig selv, hvorfor du gør, som du gør, hvem du skriver til, og hvad det er, du prøver på.
Du skal svare på dem ærligt, og gå i dybden med dem.
HVORFOR?
Når vi sætter os ned og skriver nyhedsbreve, så skal vi blive ved med at spørge os selv, hvorfor vi gør, som vi gør.
Vi skal dykke ned i det her spørgsmål. Og ikke bare svare på det overfladisk.
Hvorfor skriver vi teksterne, som vi gør, og hvorfor bruger vi de ord, vi gør? Er det den mest effektive og ærlige måde at sælge vores produkt på?
Vi må aldrig stoppe med at spørge: “Hvorfor?”
For uanset om du skriver til de samme mennesker og prøver at sælge det samme produkt, så ændrer tingene sig alligevel.
Verden står ikke stille omkring dit produkt. Og det skal du tage højde for, hvis du vil have succes med e-mail marketing.
HVEM?
Du og jeg ved jo, hvem vi skriver til. Eller gør vi?
Når du skimmer din mailingliste og finder Gitte fra Gentofte, så har du måske en idé om, hvem hun er, og hvad det er, der får hende til at købe fra dig. Men det kan være farligt at generalisere. For selvom vi har brug for definerede målgrupper, så kan vi hurtigt komme til at glemme mennesket.
Glem aldrig at mærke personen, du skriver til.
Kom ud over klassiske arketyper og prøv at forstå, hvordan Gittes hverdag egentlig ser ud. Imødekom forskellige humører på forskellige tidspunkter. Måske nyhedsbrevet, der bliver sendt ud om mandagen, skal tage højde for, at de fleste mennesker, og måske Gitte, ikke bryder sig synderligt om mandage.
Sæt dig selv i modtagerens sted og prøv at forstå hvilke mekanismer, der er i spil.
HVAD?
Hvad er det nu, du vil med det hele?
Hvilket budskab er det, du prøver at få igennem? Og hvad er det for en historie, du prøver at fortælle? Hvilket formål har den?
Med andre ord: Hvad er guldet i din organisation?
Vi glemmer nogle gange at stille os selv de simple spørgsmål. Netop fordi de er simple.
Men det betyder også, at vi glemmer, hvad det egentlig er, vi prøver på.
Og det må du selvfølgelig aldrig.
Det er derfor vigtigt, at du blive ved med at vende tilbage til de tre vigtigste spørgsmål, så du altid er bevidst om, hvorfor du gør, som du gør.
#4 SKRÅT OP MED ÅRSHJULET!
Der er larm i din læsers indbakke. Og mange tror, at man skal larme mere end de andre for at trænge igennem.
Men det passer altså ikke. Bare fordi en emnelinje er skrevet i versaler eller bruger flere udråbstegn betyder det nødvendigvis ikke, at din mail får flere clicks.
Du skal adskille dig fra støjen – ikke prøve på at trænge igennem den
Og du starter med at lægge årshjulet med dens klassiske markedsføringsdage langt, langt væk.
Du kommer nemlig til at drukne i andres mails, hvis du sender nyhedsbreve samtidig med dine konkurrenter.
Din markedsføring på e-mail skal derfor være asynkron.
Så skråt op med Black Friday, Cyber Monday og Valentinsdag! Og GLEM jul, nytår og påske.
Du skal sende mails ud, når du ikke deler din læsers tid med andre.
Du skal finde mærkedage, der passer til dit produkt og din organisation. Og hvis de ikke allerede findes, så skal du lave dem.
Singles Day er et eksempel på en ny mærkedag, der er ved at tage markedsføring på e-mail med storm. For lad os være helt ærlige: Single eller ej, så er der er ikke noget, der lægger op til overbrug som en Singles Day, der skriger af selvforkælelse.
Tænk ud af boksen. Der er altid brug for flere sjove mærkedage, der bringer værdi (og glæde) hos læserne.
>>> SE PROGRAMMET FOR EMAIL SUMMIT 2020
#5 SMAOBOGAITDE: Stjæl med arme og ben og gør andres idéer til dine egne
Noget af det vigtigste, du kan gøre, er at SMAOBOGAITDE.
Det lyder måske ikke som et råd. (Det lyder knap nok som et ord!)
Men det er det altså.
SMAOBOGAITDE er en forkortelse for “stjæl med arme og ben og gør andres idéer til dine egne” – og det er Meretes vigtigste råd til alle, der arbejder med e-mails.
Du skal ud og stjæle idéer.
Og det er altså helt tilladt, så længe du husker at gøre andres idéer til dine egne. Det siger nok sig selv, men du skal IKKE kopiere eller omskrive det, andre laver – det er nemlig både dumt og ineffektivt på sigt.
I stedet skal du opsøge det, andre laver, og tage de elementer, der fungerer for dig og dit produkt, og inkorporere dem i din markedsføring.
Skriv dig op til andre virksomheders nyhedsbreve, hvis du arbejder med e-mails og nyhedsbreve.
Og ikke kun nyhedsbreve fra virksomheder i din egen branche.
Du skal tilmelde dig ALLE de nyhedsbreve, du kan finde. Dem, der arbejder i din branche, og dem, der overhovedet ikke har noget med din branche at gøre.
Ved at læse andres nyhedsbreve, finder du nemlig hurtigt ud af, hvad DU synes fungerer – og hvad du absolut IKKE synes fungerer.
Så bliver det nemmere, når du skal skrive den næste historie til dit nyhedsbrev.
For måske er der noget om traktorer eller flagstænger, der faktisk fungerer for markedsføringen af sexlegetøj? Og måske er der noget i nyhedsbreve fra uddannelsesinstitutioner, der kan bruges i markedsføring hos nødhjælpsorganisationer?
Uanset hvad dit produkt er, så skriv dig op til flere nyhedsbreve!
Det er et godt (og sjovt) sted at starte.
Vil du gerne have flere kreative tips? Du kan opleve Merete igen til EMAIL SUMMIT 2020, hvor hun fortæller om kreativitet i indbakken. Noget for dig?
>>> SE PROGRAMMET FOR EMAIL SUMMIT 2020