TALKSHOW: 7 stærke vaner, der øger effekten af din e-mail markedsføring med +100%
Af Mette Will
For nylig holdt jeg online talkshow sammen med Ib Potter og Andreas Bach-Laursen med Julie Lindegaard som moderator. Det blev til godt 60 minutter med over 400 gæster. Det var sjovt, der var tryk på – og mange spørgsmål!
Her har du artiklen baseret på talkshowet, og sidst i dokumentet finder du også optagelsen.
Har du ikke tid lige nu? Få artiklen i PDF her.
#1 Content Upgrades v. Ib Potter
”Wow, tænkte jeg – der er skruet godt op for niveauet her!”
og
”Det med content upgrades gik hen over hovedet på mig, men jeg er sikkert ikke erfaren nok!”
Sådan lød nogle af beskederne til mig efter talkshowet.
Det er fair nok, og derfor starter jeg med det grundlæggende her:
Content Upgrades er et ekstra stykke indhold, du tilbyder dit publikum i bytte for en e-mail, og det kan foregå hvor som helst – fx på sociale medier eller jeres website.
Når jeg fx skriver en artikel om e-mail marketing på LinkedIn, så kan jeg tilbyde noget ekstra for at få din e-mail: En tjekliste, en e-bog eller noget så simpelt som artiklen i PDF (værsgo!).
Det er på e-mail listen, jeg passer og plejer mine læsere og forkæler dem med ny viden, indsigter og invitationer til fx talkshows. Og jeg ønsker at få folk på min liste, fordi jeg ved, at e-mail konverterer bedst af alle kanaler. I øjeblikket sælger jeg billetter til EMAIL SUMMIT 2021, og 12% af mine læsere har allerede købt billet. Det koster mig 0 kroner i markedsføring. Sådan nogle resultater får du ingen andre steder end på mail.
Nå, lad mig give ordet til Ib Potter, som kalder content upgrades for en slags ”opt-in magnet”, der er knyttet til et bestemt blogindlæg eller side. Du skal se det som en mulighed for at byde ind med noget relevant indhold for læseren, der supplerer, hvad du allerede har på dit website.
Forestil dig følgende scenarie:
Du har skrevet et godt indlæg på dit website. Du kan se, at det bliver læst. Men det er som om, at det kun er meget få, der vælger også at skrive sig op til at modtage dine nyhedsbreve. Med en content upgrade på indlægget kan du tilbyde læseren noget ekstra, hvis blot de giver dig deres e-mailadresse. Dette særlige ekstra skal relatere sig til det indhold, det er knyttet til på siden. Og når de så har tilmeldt sig, så gælder det om at sende så godt indhold ud, at de ikke kan nænne at melde sig fra mailen igen 😉
Er du stadig ikke overbevist? Her er en fordel mere:
Hvis du husker at tagge dine content upgrades i dit e-mail system, så kan du se, hvad de enkelte læsere interesserer sig for og segmentere din liste efter det. Absolut en fed og unik indsigt, man IKKE bør misse.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med content upgrades. Her får du læsere på listen, som virkelig interesserer sig for det indhold, du skaber. Og hvis du hele tiden tænker i content upgrades, bliver det til mange, mange nye læsere i løbet af et år.
#2 Genudsendelser v. Mette Will
Genudsendelse (sb. ental)
Udtale: [ˈgεnˈuðˌsεnˀəlsə]
Det at genudgive.
Jeg kan godt høre, hvordan det lyder allerede nu: Træls! Det kan du ikke mene, Mette!
Men giv mig 1 minut. Det her er et megagodt tidsbesparende tip.
Husk først, at når dit nyhedsbrev ikke bliver åbnet, betyder det ikke, at interessen mangler. Folk får mange mails, og hos nogle læsere har du måske den dag tabt kampen til nogle af de andre mails i indbakken eller en travl kalender med mange møder.
Genudsendelsen giver dig en ny chance for at vinde kampen. Efter en dag eller to kan du genudsende dit nyhedsbrev til alle dem, der ikke åbnede det i første omgang.
”Men-eh … irriterer vi ikke bare modtageren?”
Njo, altså du skal ikke ligefrem skrive ’Genudsendelse’ i din mail. I stedet skal du ændre din emnelinje og pre-header. Så opdager læseren næppe, at det er en genudsendelse.
Kig selv i dine statistikker, og du vil se, at efter 48 timer er der stort set ikke nogen, der åbner dine mails. Så du kan roligt sende den samme mail igen, blot med en ny emnelinje og pre-header.
#3 Boost din åbningsrate v. Andreas Bach-Laursen
Nu hvor vi med Ib Potters kloge ord om content upgrades har fået en masse nye læsere på listen, så kan vi passende stille os selv spørgsmålet:
”Hvordan får vi folk til at åbne de nyhedsbreve, vi sender?”
Det kommer Andreas med nogle bud på. Det er især to ting, du skal være opmærksom på. Afsender og emnelinje, siger Andreas. Og må jeg tilføje pre-header – den lille bid tekst, du kan se efter emnelinjen, inden du åbner mailen. Det er de tre ting, du kan arbejde med for at få læserne til at åbne dine mails.
Og nej, det er ikke nok ”bare at have dem”. Et nyhedsbrev består af flere dele, og ligesom med børn er det ikke nok kun at give al sin kærlighed til én af dem.
Afsenderen. Ja, det er dig. Eller er det? Hvad står der nederst i dit nyhedsbrev? Det kan være ret usexet bare at skrive virksomhedens navn som afsender. Prøv i stedet at gøre nyhedsbrevet til en mere personlig størrelse ved at sætte en personlig afsender på. Ikke alene øger det troværdigheden, men det motiverer din læser at se, at der er et rigtigt menneske, der vil dem noget. At bruge en personlig afsender kan også hjælpe med at vinkle dit nyhedsbrev og gøre det mere personligt.
Du har også den mulighed at udnytte afsenderfeltet til at lægge budskaber ind og dermed spare plads i emnelinjen. Jeg kan fx veksle mellem ”Mette Will” og ”EMAIL SUMMIT 2021” som afsender. Smart, ikke?
Lad os også lige runde emnelinjen.
Vi konkurrerer dagligt mod alle de andre mails, der lander i indbakken. At skille sig ud er derfor alfa og omega. En god emnelinje kan opbygges efter journalisternes hellige treenighed: æggende, vækkende og dækkende. Emnelinjen skal altså lokke læsere til at klikke ind på mailen, den skal vække interesse hos dem, og så skal den være indholdsmæssigt dækkende.
At bruge tal og emojis i sin emnelinje er ikke nogen dårlig ide. De fanger opmærksomheden og giver en højere åbningsrate. Selvfølgelig (som med så mange andre ting i livet) skal man passe på ikke at overdrive brugen af emojis. De skal passe til virksomheden og brandet. Her er det faktisk underordnet, om det så er B2C eller B2B. En god idé er også at bruge sociale medier til at få prøvet tingene af og finde sin egen stil, for eksakte regler findes ikke.
#4 Personlighed, personlighed, personlighed v. Ib Potter
Nu tænker du sikkert ”Jamen, hvad har det med e-mail markedsføring at gøre?”. Faktisk meget mere, end du (måske) lige tror.
For som Ib Potter påpeger, så bruger rigtigt mange alt for meget tid og energi på at få e-mailen til at se flot ud. Bevares, det er da også vigtigt, især hvis man skal sælge noget, der skal se. Men det visuelle kan også gå hen og overdøve budskabet.
Prøv i stedet at skrive dine nyhedsmails, som om de var tiltænkt en konkret afsender. Og skriv så mailen i din egen stemme. Se det som en mulighed for at indgå i dialog med dine læsere. Lær dem bedre at kende, og tag dig tid til at være i dialogen, hvis du lægger op til den. Det betyder meget mere, end man tror, at der er en personlighed bag ens mails, og at der er en personlig afsender, man kan tage fat i.
#5 Få dig en skrivemodel v. Mette Will
Der findes mange typer skrivemodeller, og det er en kæmpe fordel at bruge sådan en. Arbejdet går hurtigere, og du har en slags tjekliste, der sikrer, at du i løbet af en mail eller en kampagne kommer rundt om de vigtigste faktorer, der motiverer læserne til at tage action.
Selv ynder jeg at bruge en ”stjernemodel” der består af 6 punkter:
• Gain: Det udbytte, læseren får. Den velkendte ”what’s in it for me?”
• Logic: De fornuftige, rationelle argumenter. Dokumentation for, hvad du siger.
• Fear: frygt skal forstås meget bredt og bruges med forsigtighed, selvom det virker godt. Det kan fx være frygten for at gå glip af EMAIL SUMMIT 2021, når nu 82% af billetterne allerede er solgt 😉
• Social proof: Hvad har andre læsere/kunder fået ud af det, du tilbyder?
• Objections: Indvendinger mod det skrevne eller produktet.
• Respect: Snak aldrig ned til dine læsere, men løft dem op.
Du kan godt skrive en mail, hvor du kommer rundt om alle 6 faktorer. Men du kan i den grad også tænke dem ind i en kampagne og fx skrive mails, der kun handler om social proof eller kun handler om logikken.
Hvis du kan, så hold dig til ét budskab per mail, og send hellere flere mails med hver deres ene budskab end én mail med flere budskaber.
I videoen gennemgår jeg en mail, hvor jeg bruger alle 6 faktorer. Det er en lang mail, som solgte for hundredtusindvis af kroner til et lille publikum. Vær i øvrigt ikke bange for at skrive lange mails – de virker!
#6 Ryd op i din database v. Andreas Bach-Laursen
Ja, det lyder måske superkedeligt at skulle til at gøre rent på arbejde også, men hold nu op, hvor vil du være dig selv taknemmelig. Og der er flere grunde til, at det er en god idé – her er et par stykker:
1. Du får et bedre datagrundlag. Rydder du ikke op i dine lister ved at fjerne passive læsere og ukurante mailadresser, så vil det påvirke din åbnings- og klikrate og din leveringssikkerhed (deliverability).
2. Hvis du har et system, der prissættes efter hvor mange abonnenter du har, så er passive/døde modtagere virkelig dyre i drift.
Så få ryddet op i dine lister, det gavner dig og din markedsføring på mange punkter.
Det er op til dig selv at afgøre, hvor tit der skal ryddes op. Personligt er jeg ret hård og sletter folk, der ikke har åbnet mine mails i 6 måneder. Du kan prøve med en genaktiveringskampagne, inden du sletter.
HUSK – hvis du arbejder med MailChimp, at du skal arkivere, ikke slette!
#7 Den største inspiration er dine konkurrenter v. Ib Potter
Vær ikke bleg for at tilmelde dig dine konkurrenters nyhedsbrev. Tilmeld dig fx sendview.io, og få tildelt en generisk e-mailadresse, så finder de ikke ud af, at du går og lurer lidt. På den måde bliver du klogere på, hvordan andre sætter deres mails op, hvilket indhold de har med, og hvor lange deres mails er osv.
Selv bruger Ib Potter Pocket og Pinterest til at samle al sin inspiration. Det er ikke fordi, han opfordrer til plagiat. Men han mener, at det kan være et godt ”los bagi” til at få gang i noget og optimere sine egne nyhedsbreve. Det kunne være dit flow. Både Ib, Andreas og jeg er enige om, at velkomstflowet er de vigtigste mails, du overhovedet sender.
Se optagelsen fra talkshowet
Tjek programmet for EMAIL SUMMIT 2021 her